Hvordan foregår en session?

Mange spørger, hvad der egentlig sker under en session. Her kan du få et konkret indblik i hele forløbet – fra vi begynder samtalen, til du vågner og tager dine indsigter med dig videre.

Din rejse trin for trin

Samtalen før rejsen
Inden vi går i gang, taler vi sammen. Du fortæller, hvad du kommer med, og hvad du håber at få ud af sessionen. Jeg stiller dig mange spørgsmål undervejs, både for at lære dig bedre at kende og for at hjælpe dig til at mærke efter, hvad du virkelig længes efter. Samtalen er en vigtig del af din forberedelse. Du bliver tryg, og din underbevidsthed begynder allerede her at åbne sig.

Dyb ro
Når du er klar, guider jeg dig ind i en tilstand af dyb ro og indre stilhed. Du ligger trygt med lukkede øjne og lytter til min stemme. Det føles ofte som en blid, meditativ tilstand, hvor tanker falder til ro, og hvor din opmærksomhed vender indad. Du er vågen hele tiden, men alligevel i kontakt med noget dybere i dig selv.

Sjælerejsen
Nu begynder selve rejsen. Du oplever indre billeder, følelser eller fornemmelser. Det kan føles som at drømme, og det er helt forskelligt fra person til person hvordan det opleves. Jeg stiller spørgsmål og hjælper dig til at få hele fortællingen med, vi udforsker sammen, hvad der viser sig. Din underbevidsthed viser dig det, du har brug for og det du er klar til. Du får ikke på noget tidspunkt noget der ikke er relaterbart til din situation eller spørgsmål, og du får heller ikke noget du ikke kan håndtere.

Spørgsmål og svar
Når sjælerejsen er færdig, beder jeg din underbevidsthed om at svare på de spørgsmål, du har med. Det kan være spørgsmål om dit liv, dine relationer, helbred, formål eller noget helt andet. Svarene kommer indefra og ofte med en visdom, du måske ikke vidste, du havde adgang til. Det er også her, healing kan ske.

Opvågning og samtale
Til sidst guider jeg dig blidt tilbage til vågen tilstand. Du åbner øjnene, og vi taler sammen om det, du har oplevet. Jeg fortæller dig, hvad jeg har hørt og noteret, og hvordan du kan arbejde videre med dine indsigter. Du får hele sessionen som lydfil, så du kan lytte igen og igen, og fordybe dig i det, der er kommet frem. 

Rejsen begynder indefra

Når du er landet i ro og tryghed, åbner der sig en indre dør. Det er her, sjælerejsen tager sin begyndelse. Du bliver guidet ind i en dyb tilstand, hvor din underbevidsthed kan vise dig det, du har brug for gennem billeder, følelser og fortællinger, der giver mening for netop dig. Vil du læse mere om, hvordan sjælerejsen forløber?
Hvordan foregår en sjælerejse?